Holbergskolen kåret som Årets Skolebyggeri 2019

2. okt 2019

Holbergskolen kåret som Årets Skolebyggeri 2019

Da det strategiske partnerskab TRUST startede op i 2016 var der en stor bekymring i branchen: ville den nye samarbejdsform skabe ringe projekter og æstetisk ensretning?

Nu er den nyrenoverede, bevaringsværdige Holbergskolen i Københavns NordVestkvarter kåret som det bedste skolebyggeri i 2019. Faktisk var hele 2 ud af de 5 nominerede læringsmiljøer, Holbergskolen og Lundehusskolen, udført i TRUST-regi dvs. i et tværfagligt samarbejde mellem Københavns Kommune, Enemærke & Petersen, Dominia, GHB Landskabsarkitekter, KANT, Norcunsult, Nøhr & Sigsgaard samt Rekommanderet.

Så fornem repræsentation til den fornemme pris er velsagtens svar i sig selv på bekymringerne: også i et strategisk partnerskab udføres en renovering med udgangspunkt i stedet og med respekt for eksisterende kvaliteter. Også her er børnenes trivsels- og læringsmiljø i fokus og også her involveres brugerne undervejs for at skabe lokalt forankrede projekter med størst mulig sammenhængskraft.

Vi glæder os sammen med vores samarbejdspartnere: bygherre, rådgivere, udførende, leverandører og brugere over prisen for Årets Skolebyggeri og de mange fine resultater, vi har opnået i partnerskabet.