Nyt Maritimt Center - projektkonkurrence i Esbjerg

1. jul 2019

Nyt Maritimt Center - projektkonkurrence i Esbjerg

GHB Landskabsarkitekter er sammen med 3XN og Orbicon udvalgt til at designe et nyt Maritimt Center på 3.000 m² brutto tilhørende udearealer på Esbjergs nye havneø.

Baggrunden for konkurrencen er, at Esbjerg Kommune med byudviklingsområdet Esbjerg Strand har søsat et storstilet anlægsprojekt med etableringen af en ny kystnær bydel med ny lystbådehavn, kunstmuseum, erhvervsområder af forskellig art, rekreative udflugtsmål samt et område afsat til et maritimt center med tilhørende faciliteter.

Esbjerg Kommune har et stort ønske om, at den nye bydel bliver et aktivt og attraktivt kraftcenter for byen – et sted hvor byen møder havet, borgerne kommer og oplever et sted, der emmer af liv, aktivitet og stemning. Det skal gerne være et sted, hvor der døgnet rundt er liv.

Et af de sociale tiltag er at skabe et maritimt center, der huser mange forskellige aktiviteter, fra sport, kultur, værksteder til læring og socialt samvær.

Vi ser frem til opgaven og samarbejdet. Også tillykke til de øvrige udvalgte teams med WERK, Dorte Mandrup og Friis&Moltke i front.