ByK med TRUST

helhedsrenoveringer, kapacitetsudvidelser og nybyg/nyanlæg

Vinder af ESTATE MEDIA PRISEN 2018 for innovativt bud på nye samarbejdsformer i byggeriet
Nomineret til Boligfonden Kubens Procespris 2018

GHB Landskabsarkitekter er en del af det strategiske partnerskab TRUST. Sammen med vores fem partnere bygger og ombygger vi en lang række skoler og daginstitutioner i København. Det sker inden for rammerne af en 4-årig rammeaftale med Københavns Kommune, som TRUST-partnerskabet vandt i 2016.

En organisation skulle bygges op fra bunden og samtidig skulle en lang række byggerier igangsættes.

TRUST står for Tillid, Ressourcer, Udvikling, Samarbejde og Trimmet Byggeri. Vi har samlet landskabsarkitekter, arkitekter, ingeniører og entreprenører under samme tag og arbejder side om side med bygherre i form af repræsentanter fra Byggeri København. Tværfaglige processer er i fokus for at få et langvarigt, interdisciplinært samarbejde til at fungere. Organisationen bygger således på en grundlæggende ide om at spille hinanden gode.

Videndeling er en af kerneværdierne hos ByK med TRUST, og derfor glæder det partnerskabet, at Realdania i samarbejde med Københavns Kommune har taget initiativ til en sideløbende evaluering af forløbet.

Læringskultur i stedet for konfliktkultur
Programchef Lennie Clausen fra Realdania siger i en pressemeddelelse: "Byggebranchen får en række helt nye erfaringer med denne type samarbejder. Bl.a. får vi et bedre indblik i, hvordan længerevarende samarbejder mellem bygherre, rådgivere og håndværkere påvirker kvaliteten, innovationsevnen og læringen projekterne imellem. Den type viden har vi nu en unik mulighed for at indsamle. Og det er jeg sikker på, branchen vil få stor glæde af".

Status november 2018
Godt 100 byggefolk, arkitekter, landskabsarkitekter og ingeniører arbejder på det store TRUST-kontor på Nørrebrogade - og ude på skolerne er håndværkere og byggefolk i gang med at bygge på livet løs. Partnerskabets "rugekasse"-koncept er omsat i praksis - således inviteres andre rådgivervirksomheder løbende med på projekterne og sammen med dem og brugerne bygger vi fremtidens skoler og daginstitutioner i København.

Partnerskabet TRUST består udover GHB Landskabsarkitekter af Nøhr & Sigsgaard, Enemærke & Petersen, DOMINIA, Norconsult og KANT.

Bygherre
Byggeri København
Sted
Skoler og institutioner i Københavns Kommune
Udføres
2016-2022
Designteam
Johanne Barfred, Tine Vogt, Trine Larsen, Philip Dahlerup Christensen, Trine Refslund Sommer, Josefine Vintov
ByK med TRUST