Urban & Landscape
Architecture

PLUSSET

PLUSSET i Herning kommer til at ligge på den gamle sygehusgrund og bliver ét stort samlende byrum, som samtidig bliver det hidtil største byrumsprojekt i Herning Kommune. I denne kommende, nye bydel skal byens borgere kunne samles om kulturelle aktiviteter og sociale fællesskaber. I samarbejde med NIRAS og BRIQ har LYTT udarbejdet forslaget som også rummer en adaptiv bylivsstrategi.

I PLUSSET indfanges Herning-ånden og byens høje ambitioner for at skabe en attraktiv by nu og i fremtiden. Dette udfoldes i en grøn, men urban byrumstypologi der ikke findes i Herning i dag - et naturbyrum med fuld smæk på sanseapparatet. PLUSSETs arkitektoniske sprog og koncept er inspireret af det store istidslandskab, som er en vild og usynlig del af Hernings historie. Isens kræfter, hedens aflejringer af sand og grus, det snørklede og flydende omsættes i PLUSSET i en vild og sammenvævet blanding af belagte og beplantede zoner. Det sammenflettede design, bringer en hydrid af park og byrum til Herning.
Her foruden består det arkitektonisk koncept for PLUSSSET i de blivende attraktioner og midlertidigt aktiverende tiltag, som løfter PLUSSET til et smukt og overraskede, sansefyldt og oplevelsesrigt byrum - nu og over tid.

 Visionerne og det arkitektoniske koncept for PLUSSET udfoldes desuden gennem 3 strategiske hovedgreb: Gro, Aktivér og Forbind.

Gro PLUSSET frem

Herning+ skal blive et grønt kvarter, og det grønne sætter tonen i hele Plusset og alle byrum udvikles som vilde grønne byrum. Ud fra viden om, at alt hvad vi sår og planter udvikles til det bedre over tid, vil vi dyrke PLUSSET frem og bidrage til at sikre et bæredygtigt og robust bymiljø, som både tager hensyn til nuværende og fremtidige klimamæssige udfordringer.

Aktivér hele byen i PLUSSET

Herning+ er en ny bydel som udvikles over tid, og som i mange år vil være under omdannelse med skiftende aktive byggepladser. I anlæg og byggeri arbejdes der normalt frem mod ”aflevering og ibrugtagning”, så værket er færdigt når beboerne skal flytte ind. I Plusset går vi skridtet videre, og bygger ikke kun rammerne, men vi sørger samtidig for at fylde dem ud. Det kræver vedvarende indsatser at fremspire byliv i en ny bydel og dermed forankre bylivet. Derfor udfoldes der en adaptiv bylivsstrategi for PLUSSET, som kan gøre området til en arena for byens idérigdom, kunstneriske nerve og iværksætterdrive.

Forbind PLUSSET, kvarteret og byen

I dag færdes man, fra boligkvartererne i nordvest samt fra uddannelsesstederne til byen og tilbage ad de større trafikårer, hvor biltrafikken er dominerende. Borgerne efterspørger sikre, trygge og oplevelsesrige forbindelser, som inviterer til at færdes på cykel og til fods i midtbyen. Dette ønske skal tilgodeses for at skabe en tryg og socialt bæredygtig bydel i Herning+, der udvikles med mennesket i centrum. Det gode flow og forbindelser for gående og cyklende opprioriteres i PLUSSET, så det naturligt vil danne genvej mellem den gamle midtby og nordbyen for alle bløde trafikanter. På denne måde åbnes området op, naboer inviteres ind og Herning+ bliver hurtigt en del af midtbyen.

Sted

Herning

Bygherre

Herning Kommune

Udført

2023

Rolle

Totalrådgiver

Samarbejdspartner

NIRAS og BRIQ
  • Konkurrenceforslag
Åbningstræk
Modning og udvikling
Langsigtet perspektiv